Mændene skal jagtes
Mere maskuline motionstilbud og faglige input kan være nøglen til at trække flere mænd ind i sundhedsfremme-projekter som Gå i Gang. Projektleder Jens Sune Jakobsen giver sine bud på måden at aktivere flere mænd

Foto: Steen Bille
Mænd vil gerne på vandretur, hvis det er i selskab med en naturvejleder eller en anden person, der kan gøre dem klogere på det, de ser. Her på Mors
Mænd var i klart mindretal i motionsprojektet Gå i Gang. Kun hver femte deltager var en mand og kun 14 procent af instruktørerne var en mand.
"Set over de fem år, Gå i Gang eksisterede, var det tydeligt, at udbuddet af aktiviteter kom fra kvinder", siger Jens Sune Jakobsen.
Han var i årevis projektlederen, der samtidig var med til at lukke projektet med udgangen af 2010.
"Mange af de frivillige, der har været forbundet med projektet fra organisationernes side, var kvinder med job inden for sundhedssektoren", tilføjer han.
Projektlederen mener da også, at mange af deltagerne i projektet blev rekrutteret igennem kvinde-netværk.
Mænd skal opsøges
Set med Jens Sune Jakobsens årelange erfaring skal mænd snarere findes end de selv opsøger et motionstilbud.
"Mænd har ofte ikke det samme store sociale netværk som kvinder", siger han og giver et eksempel:
"Dør konen, gemmer mange mænd i senioralderen sig ofte hjemme".
Det gør det bare endnu vigtigere at få dem ud ad døren for eksempel via en motionsaktivitet, hvor de kan møde andre mennesker.
"Men aktiviteterne skal nok være mere maskuline end gåturene og gymnastikken", understreger han.
Gå i Gang er et fem-årigt motionsprojekt skabt af DGI, Gigtforeningen, Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden samt oprindeligt også Diabetesforeningen.
Projektet sluttede 31.12 10, men fortsætter i en lang række kommuner.
Målet er at give patientforeningernes medlemmer og fysisk inaktive mulighed for dyrke idræt sammen med ligestillede.
Målet er også at etablere partnerskabsaftaler med kommuner for ad den vej at påvirke den kommunale sundhedsfremme i en positiv retning.
Hensigten er at fremme den forebyggende indsats i forhold til livsstilsrelaterede sygdomme.
4950 borgere har deltaget i 35 forskellige typer af motionstilbud i 18 kommuner.
Funktion efterlyses
Mænd vil bruges, når de møder op til en motionsaktivitet, og ikke blot deltage. Det er projektleder Jens Sune Jakobsens klare erfaring.
"De vil føle, at de har en funktion og have noget at lave. Det kan for eksempel være at få ny faglig viden undervejs på en vandretur", forklarer han.
Så et af midlerne til at få flere mænd med i et motionstilbud er, at inddrage dem i organiseringen og lade dem byde ind med mere maskuline aktiviteter.
Et eksempel kunne være en vandretur i smuk, vareieret natur i selskab med en naturvejleder, der deler ud af sin viden om fauna, flora og kulturhistorie.
Svaghed er forbudt
Får mænd i senioralderen lov til at bestemme nogle af aktiviteter, vil det være muligt for et projekt som Gå i Gang at tiltrække flere af dem.
Det kan også være med til at modvirke et eller flere af de benspænd, mange mænd i den aldersgruppe synes at sætte for sig selv, mener Jens Sune Jakobsen.
- deres opfattelse af sundhedsprojektet. De ser ikke sig selv i risikozonen uanset livsstil
- de vil ikke vise svaghed ved at deltage i kvinde-dominerede aktiviteter
- de ønsker ikke at møde op i et forum, hvor de ingen kender på forhånd
- de er mere fokuserede på kvalitet, altså at aktiviteten fungerer, end den sociale værdi i at motionere sammen med andre
- de vil hellere være fysisk aktive end fylde tiden med snak
Opdateret 2. maj 2012 Af Steen BilleEjer: Kommunikationsafdelingen